Ghassan Kanafani

Ghassan Kanafani (1936 -1972)

Ghassan Kanafani var en kendt palæstinensisk forfatter og journalist, hvis litterære værker var dybt rodfæstet i den arabiske og palæstinensiske kultur. Han har inspireret flere generationer både i ord og handling.

Han blev født den 9. april 1936 i Acre i det nordlige Palæstina og boede i Jaffa indtil maj 1948. Krigen, som resulterede i Israels oprettelse, tvang Ghassan til at flygte sammen med sin familie, først til Libanon og senere til Syrien. Han levede og arbejdede i Damaskus, siden i Kuwait og fra 1960 i Beirut. Den 8. juli 1972 blev han sammen med sin unge niece Lamis dræbt af israelske agenter ved et bilbombeattentat i Beirut.

Inden sin alt for tidlige død havde Ghassan udgivet 18 bøger og skrevet hundredvis af artikler om kultur, politik og det palæstinensiske folks kamp. Alle hans bøger er efter hans død blevet genudgivet på arabisk i adskillige oplag. Hans romaner, noveller, teaterstykker og essays blev samlet og udgivet i fire bind. Det femte bind med hans politiske essays og artikler udkom i 2016. Hans litterære værker er blevet oversat til 20 sprog og udgivet i over 22 forskellige lande. Nogle af hans værker indgår i pensum på skoler og universiteter, og flere er blevet dramatiseret for radio og teater i adskillige arabiske lande og i andre lande, senest Finborough Theatres opsætning af hans roman 'Returning to Haifa' i London. To af hans romaner er blevet filmatiseret. Hans værker, som han skrev i årene 1956-1972, er ligeså relevante i dag, som da han skrev dem. Skønt Ghassans romaner og noveller var et udtryk for det palæstinensiske folk og dets sag, har de stadig en universel appel i dag. "Børnene er vores fremtid" sagde Ghassan ofte. I mange af hans noveller var det børnene, der var heltene. En samling af hans noveller udkom på engelsk i 2000 under titlen Palestine's Children, Palæstinas børn.